BabyPaka. Afsnit 1: Noget blødt kommer nærmere…

Da det sidste lys hos OutletBaby blev slukket, og skridtene bag døren forstummede, blev der helt stille mellem hylderne. Netop da dukkede der noget op på det bløde tæppe, som helt sikkert ikke havde været der om morgenen: det første bløde poteaftryk.

Så kom et til. Et tredje. Og endnu flere, der snoede sig mellem kasserne som en lille, hemmelighedsfuld sti.

Et spor, der ikke var der i går

Zibi opdagede det først. Han var ved at undersøge, om der måske gemte sig et nyt eventyr bag en stor papkasse, da han fik øje på det bløde omrids af en pote på gulvet.

“Åh!” hviskede han og satte sig straks på hug. “Spor fører altid et sted hen.”

Han tog sit lille forstørrelsesglas frem og undersøgte fundet. Aftrykket var blødt, fint og lignede slet ikke mærket fra en sko. Et par skridt længere fremme ventede endnu et, og derefter fire mere. De havde alle lidt forskellig form.

Det ene var rundt og roligt, mens et andet så ud til at være sat af en, der havde hoppet. Det tredje standsede ved hver eneste kasse, og det fjerde førte direkte ind i et mørkere hjørne. Zibi talte dem to gange. Seks spor, seks forskellige måder at gå på – og ikke en eneste ejer i syne.

Alle lægger mærke til noget forskelligt

Zibi fulgte stien og mødte snart Momo. Den lille abe sprang over ét spor, drejede rundt over det næste og erklærede ved det tredje:

“Hvis det her er et mysterium, har vi brug for mystisk musik!”

Hun nynnede sagte, indtil Eli løftede sin snabel og pegede på en tynd tråd, der sad fast i kanten af en kasse.

“Lad os først se, om nogen har brug for vores hjælp,” sagde den lille elefant roligt.

Guga sluttede sig til dem. Giraffen betragtede sporene ovenfra, så fra siden og sænkede til sidst næsen næsten helt ned til tæppet.

“De er ikke tilfældige,” bemærkede hun. “Se: De drejer alle i forskellige retninger, men mødes ved den største kasse.”

Bag den største kasse

Den største kasse så lidt skræmmende ud. Den var højere end Momo, bredere end Eli og kastede en lang skygge. Riko stillede sig ved siden af sine venner.

“Vi kan begynde med ét lille skridt,” sagde løven. Han mærkede også en lille sitren i maven, men vidste, at mod ikke betyder, at man aldrig er bange. Mod er at tage skridtet sammen.

Så lød der et stille skrab, skrab, skrab fra den anden side af kassen.

Hugo kneb øjnene lidt sammen og lyttede opmærksomt.

“Det lyder blødt,” besluttede flodhesten. “Det er bestemt ikke en drage. Drager snorker meget højere, før de skal sove.”

Momo fnisede, og straks forsvandt noget af spændingen.

Seks spor, én Paka

Vennerne skubbede kassen til side. De fandt hverken et monster eller en skjult pakke. Der lå seks bløde stykker stof, hvert i sin farve. Zibi lagde det første, Momo det andet og Eli det tredje. Guga viste, hvordan det næste skulle drejes, Riko skubbede det femte på plads, og Hugo lagde det sidste lige i midten.

Der opstod et tegn, som lignede seks poter samlet ét sted.

Alle så på deres egne fødder. De var forskellige. På den ene stod et Z, på den næste et M og derefter E, G, R og H. Intet enkelt spor rummede hele svaret. Først tilsammen skabte de noget vigtigt.

“Jeg kan finde begyndelsen på en vej,” sagde Zibi.

“Og jeg kan sørge for, at vi aldrig keder os undervejs!” tilføjede Momo.

Eli mindede dem om, at ethvert eventyr har brug for omsorg. Guga lovede at holde øje med detaljerne, Riko at hjælpe, når det første skridt føltes svært, og Hugo at sørge for en rolig hjemkomst og tid til hvile. Pludselig stod det klart, at deres forskelligheder ikke forhindrede dem i at arbejde sammen. Tværtimod gjorde de, at alle kunne bidrage med noget vigtigt til eventyret.

“Jeg tror, vi har fundet et navn til vores gruppe,” sagde Eli.

“BabyPaka!” råbte Momo, lidt for højt til hviletid.

Hugo smilede og rettede på et af de bløde stykker stof.

“Det passer. Seks forskellige personligheder, én Paka.”

Det er kun det første spor

Fra det øjeblik besluttede de at arbejde som et hold. Zibi ville holde øje med nye stier. Momo ville minde dem om, at selv en helt almindelig dag kan blive til en leg. Eli ville tage sig af de små behov, Guga lægge mærke til detaljerne, Riko hjælpe med de første skridt, og Hugo sørge for, at hvert eventyr gav tid til hvile og kram.

De lavede ingen indviklede regler. De aftalte blot at lytte til hinanden, aldrig lade nogen være alene i et svært øjeblik og altid gøre plads til spørgsmål – selv de mindste. Og hvis svaret ikke kom med det samme, ville de sammen lede efter det næste spor.

De skulle lige til at vende tilbage til deres pladser, da et efterårsblad raslede ind under døren. På bagsiden havde nogen tegnet et ganske lille kort.

Zibi løftede forstørrelsesglasset, og hans øjne blev endnu større.

“Det er kun det første spor.”

Fortsættelse følger…